Når tingene ikke går efter planen...(og lidt om stofkøb)

Bloggen er ved at strømme over af indlæg om "gamle" kreationer - og det var egentlig ikke planen at de skulle udgives så tæt på hinanden. Det var heller ikke en del af planen at drengene og jeg skulle ligge syge her midt i ferien med snot og ondt i halsen, men sådan gik det desværre alligevel. Vi har været ramt siden i torsdag, men nu er vi heldigvis nogenlunde ovenpå igen. I går tog far og Magne på telttur, mens Asger og jeg hygger os herhjemme. Derfor er der desværre ikke meget nyt at vise frem, da jeg har brugt de sidste dage på dels at sove, dels at tage mig af pylrede børn.

Men lidt stof kan man jo godt kigge på alligevel, og drømme om nye projekter. Der findes efterhånden utrolig meget printet jersey til drengene, og også rigtig meget fint imellem. Men jeg har det lidt blandet med alt det jersey med motiver på. Når jeg ser det på blogs eller i stofbutikker, falder jeg ofte for det med det samme. Men samtidig synes jeg man ser rigtig mange af de samme prints rundtomkring, og der sker ofte så meget på stoffet at det bliver for mønstret at sætte det sammen med andet, og så synes jeg kreativiteten og det sjove forsvinder lidt. Men på den anden side så ved jeg også at Magne sætter pris på noget tøj med sjove og seje motiver på. Og så er der det med motiverne og farverne. Skal alt til drengene være blåt eller grønt? Og med biler, farlige dyr eller dinosauruser? Inden jeg fik Magne var jeg helt sikker på at hans tøj ikke skulle være for "kønnet", men bare "børnet", men faktisk er det svært at finde noget printet stof som ikke er meget "piget" eller "drenget" synes jeg. Og helt ærligt, når jeg ved Magne vil blive vild med en bluse med biler på og mindre begejstret for en med elefanter (el. lign.), ja så går jeg oftest efter det der gør ham glad. Så selvom intentionerne var ikke at købe nogle med prints, jeg ikke kunne sætte sammen med andet, og prøve at købe noget der ikke var stereotypt drenget, ja så gik det ikke helt som planen.... Her kan ses de køb der blev klikket hjem, og så jeg glæder mig meget til at modtage.
Hvordan har I det med printet stof? Og hvad køber I til jeres drenge?

Etiketter: ,