Magne 2 år!

I dag fyldte vores Magne 2 år. Og så er det klichén lyder: "tænk at der allerede er gået to år". Men sådan har jeg det faktisk ikke. I modsætning til Magnes første fødselsdag, så er vi helt inde i forældrerollerne og familielivet nu, Magne har gået i vuggestue i et år, og vores hverdag er helt sporet ind på ham. Det er svært at huske hvad vi fik tiden til at gå med før. Faktisk synes jeg det er mere utroligt at der kun er gået to år. Tænk hvor meget han har lært på de år! Jeg bliver faktisk målløs hver dag over de ting som Magne allerede kan og forstår. Tænk hvis jeg havde lært ligeså meget på to år!

For to år siden så han sådan ud...
Og sådan så han ud på sin fødselsdag sidste år...

...og sådan i år
Det mest bemærkelsesværdige ved Magnes udvikling, er hans sprog. Lige meget hvor vi tager ham hen bliver folk imponerede over hans sprog. Han har et kæmpe aktivt ordforråd, snakker i lange sætninger og kan samtale, og kan snakke om abstrakte ting som "i går" og "i morgen", men også ting han leger. Han leger fx. tit at han eller vi er nogle andre, men han er også god til at forestille sig ting der ikke er der. En dag sad han fx. og legede med en Duplo-bil hvor der sad en Duplo-mand i, som var morfar. Jeg spurgte om mor og far ikke også skulle med. Han åbnede døren på bilen, tog to usynlige mænd på gulvet, satte dem ind i bilen, lukkede døren og legede videre. Men han glemte dem ikke, senere tog han igen de usynlige mænd ud. Denne forestillingsevne er jeg virkelig imponeret over. Men også hans hukommelse og evne til at udtrykke tidligere oplevelse, også lang tid senere.
I sommerferien er både hans far og jeg dog også blevet imponeret over hans motorik. For mens sproget og den kognitive udvikling generelt er stormet derudad, synes vi godt han kunne være lidt bedre med motorisk. Men nu hopper han med samlede ben, kravler selv op af høje stiger (så mor må kigge væk) og rutscher ned ad høje rutschebaner. Han kan selv håndtere bittesmå søm og slå dem i en plade - uden at slå sig over fingrene.
Kort sagt: jeg er imponeret og meget stolt over den dreng, og ude af stand til at forstå at han kun har haft to år til at lære så meget.

Tillykke Magne!

Etiketter: